Bure og byggeri
Her på siden finder du svar på de vigtigste spørgsmål om kaninbure. Du finder også gode råd til burets størrelse, og hvad du skal overveje, når du bygger et bur til din kanin.
I naturen graver kaninen sig en dejlig hule for enden af en gang langt nede under jorden, hvor der både er lunt og tørt. Kaniner i fangenskab er afhængig af de bure, som vi sørger for.
Overvejelser inden byggeri
Der er nogle ting, du skal tage stilling til allerførst.
-
Skal du have en enkelt eller flere kaniner?
-
Hvilken race skal du have?
-
Vil du avle, så du også skal have burplads til afkommet?
-
Skal bur eller burene stå helt ude, under halvtag for eksempel i en carport eller indendørs?
-
Skal buret eller burene stå inde i huset i stuen eller på altanen?
-
Det har også stor betydning, om du bor langt ude på landet uden naboer tæt på, eller du bor i et parcelhuskvarter, hvor naboerne er tæt på
-
Har du tænkt på, hvordan du opbevarer halm, hø og foder, samt hvordan du kommer af med møget?
Inde eller ude
Inde i stuen er et lille, købt bur sikkert helt fint, fordi kaninen ofte kommer ud at løbe rundt i huset.
Du kan købe kaninbure i byggemarkeder og i dyrehandler, men de er sjældent særlig robuste. Enkelte private bygger anderledes solide og gode kaninbure. Prøv at forhøre dig blandt kaninavlere.
Indendøre i lukkede stalde kan du bruge lettere materialer, end hvis buret skal stå ude og modstå regn, blæst og sne. Indendørs stalde kan give problemer med stillestående luft og dermed større risiko for sygdomme, sørg derfor for muligheder for frisk luft og ventilation – men ikke træk.
Udendørsbure skal give læ mod blæst og nedbør. De skal give skygge og beskytte mod stærk varme. Derfor er det vigtigt med den rigtige placering.
Kaniner trives fint udenfor, når forholdene er i orden - det er mere for fodermesterens skyld, hvis du vælger en lukket stald.
Punktsvejset tråd
En ting, der er meget vigtigt ved alle bure er, at de er solide nok til at modstå strejfende hunde, ræve, mink og andre sultne rovdyr. Det tråd, der
bruges til for eksempel forside skal være punktsvejset, ikke bare almindelig
voliere- eller hønsetråd.
Anbefalede burstørrelser
Du kan bruge disse anbefalede mål, når du skal i gang med at bygge bure.
Højde i burene
Dværgracer - 40 til 50 cm - Tre etager
Små racer - 50 til 60 cm - Tre etager
Mellemstore racer - 60 til 70 cm - Tre etager
Store racer - 60 til 80 cm - To etager
Kæmperacer - 70 til 80 cm - To etager
Afstand fra gulv
50 til 60 cm - Kan varieres
Maksimal dybde
70 til 80 cm
Minimum areal for hunner med unger
Eksempel (dybde og bredde)
Dværgracer - 0,50 kvadratmeter - 60 cm 80 cm
Små racer - 0,75 kvadratmeter - 70 cm 110 cm
Mellemstore racer - 1,00 kvadratmeter - 80 cm 125 cm
Store racer - 1,25 kvadratmeter - 80 cm 160 cm
Kæmperacer - 1,50 kvadratmeter - 80 cm 190 cm
Forbræt, højde 10 til 20 cm
Hvad starter jeg med?
Der kan skrives lange udførlige forklaringer på, hvilke materialer du kan bruge, hvordan du skal bygge, hvad du skal huske på og så videre. Men vi vil foreslå dig noget langt bedre.
Tag ud og besøg nogle kaninavlere, der selv har bygget bure. Kig på burene og hør avlernes erfaringer om hvorfor de har bygget, som de har - og ikke mindst hvad vil de gøre anderledes, hvis de skal bygge igen.
Du kan finde den nærmeste kaninavlerforening på www.kaniner.dk og få kontakt til kaninavlere i dit område. Foreningen kan sikkert henvise til nogle
avlere med relevante bure. De fleste elsker at vise frem! Du kan også via
avlerannoncerne på www.kaniner.dk kontakte avlere.
Rotter
Du kan opleve, at naboer begynder at snakke om, at kaniner trækker rotter til. Det er en skrøne. Rotter bor blandt andet i folks brændestabler og
æder sig tykke og fede i resterne fra fodring af havens fugle. Det har ikke
noget at gøre med kaniner.
Måske vil de bekymrede naboer blive mildere stemt ved udsigten til god
gratis naturgødning til deres grøntsager og vinterdækning af roserne. Eller
måske en grillaften med kaninsteg på menuen.
To gode råd
Kun to ting vil vi lige huske dig på.
Husk et løst forbræt, der gør det nemt at muge ud. Samtidig med at det forhindrer halmen (og kaninunger) i at falde ud, når du åbner døren.
Vælg høhække. De kan også bruges til græs om sommeren, så dyrene ikke
vader rundt og sviner det til, de skal æde.
Du kan med fordel bruge en høhæk som skillerum mellem to bure.
Fra folderen "Bure og byggeri" udgivet af Danmarks Kaninavlerforening. Du kan downloade folderen på www.kaniner.dk.
|